ITU-forsker modtager bevilling til projekt om verifikation af programmer med refleksion
Adjunkt ved IT- Universitetet i København, Eduard Kamburjan, har fået en Sapere Aude-bevilling på næsten 6,2 millioner kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond. Bevillingen vil finansiere et projekt, der skal undersøge, hvordan man kan verificere programmer, der bruger refleksion.
Skrevet 24. juni 2025 07:36 af Mette Strange Mortensen
Når man programmerer moderne software, er en af de store udfordringer refleksion. Det er en teknik, der gør det muligt for programmet at undersøge og ændre sin egen struktur under kørsel, og den bruges i kritiske biblioteker og utallige smartphone-apps. Selvom det kan være et kraftfuldt og nyttigt værktøj, kan det også udgøre alvorlige sikkerhedsrisici. Adjunkt Eduard Kamburjan har netop modtaget en Sapere Aude-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond på næsten 6,2 millioner kr. til at undersøge refleksion og udvikle nye metoder og værktøjer, der kan verificere refleksive programmer og sikre, at de er pålidelige.
”Mit arbejde drejer sig generelt om softwarekvalitet og støtte til udviklere. I dette nye projekt skal vi se nærmere på refleksion, som er udbredt, men sjældent understøttet af udviklingsværktøjer. En af grundene til, at refleksion sjældent understøttes, er, at det teoretisk er meget svært at beskrive fuld refleksion, så vores første skridt bliver at undersøge, hvilke fragmenter af refleksion der faktisk anvendes,” siger Eduard Kamburjan, ”derefter vil vi udvikle et bibliotek og et verifikationsværktøj ved hjælp af idéer fra ”Knowledge Graphs”, hvor der allerede findes værktøjer og logikker til lignende problemer.”
Refleksion bliver sjældent prioriteret i såvel forskning som udvikling, men antagelsen fra Eduard Kamburjan og hans hold er, at bedre værktøjer til verifikation vil forbedre både udvikleroplevelsen, projekters pålidelighed og softwaresikkerheden.
”Hvis refleksion bruges på den forkerte måde, kan det åbne op for massive sikkerhedshuller. Ved at forbedre verifikationen mener vi, at vi kan minimere den risiko,” siger Eduard Kamburjan, ”jeg håber også, at det vil forbedre udviklernes oplevelse og projektledelsen. Refleksion er en af de ting, der er ekstremt svære at få til at fungere korrekt. Når jeg holder oplæg om refleksion og spørger, hvor mange der bruger det, rækker en del hånden op. Men når jeg spørger, om de nyder det, ryger alle hænderne ned.”
Projekter har titlen “Graph-based Verification of Reflective Programs”. Bevillingen er et Sapere Aude Forskningslederstipendium, som gives til unge, talentfulde forskere, der er ved at starte deres egen forskningsgruppe.
Theis Duelund Jensen, Presseansvarlig, telefon +45 2555 0447, email